Kolding FoodBank oplever, at flere og flere familier henvender sig til dem. De sidste fire uger har de delt mad ud til 70 husstande i Kolding og omegn. Det er dobbelt så mange, som før jul.
Skrevet af Ida Rasztar
I denne uge skal der deles ud til de 70 familier, som har skrevet sig op til at få en pose mad med hjem. De frivillige hos Kolding FoodBank arbejder på at fordele den overskudsmad, som de får fra supermarkeder. Med stigende inflation må de frivillige løbe ekstra hurtigt.

Et presset madbudget
Michael Bobjerg er leder af Kolding FoodBank, og ham og resten af teamet mærker på helt tæt hold, hvordan stigende priser presser familier. Før jul kom der omkring 30-40 familier og hentede mad, nu kommer der dobbelt så mange:
”Familier, som før kom én gang hver anden måned, når det lige kneb med pengene i slutningen af måneden, kommer mere fast,” fortæller Michael Bobjerg.
Kolding FoodBank har det ene kriterie, at dem som henter overskudsmaden, skal være på kontanthjælp, og derfor er det madbudgettet, som strammes eller helt forsvinder, når el- og varmepriserne stiger:
”Det er den helt almindelige dansker, som mangler mad,” lyder det fra Michael Bobjerg.

800 kroner til mad resten af måneden
En af årsagerne til, at familier på kontanthjælp særligt kommer mere fast på Kolding FoodBanks adresse er, at deres månedlige ydelser ikke er blevet hævet i takt med, at priserne stiger. ”Vi oplever mennesker, som, når de har betalt deres faste udgifter, har 800 kroner at leve for som familie til resten af måneden,” fortæller Michael Bobjerg. Derfor efterlyser Michael Bobjerg, at kommunen og politikkerne tager problemstillingen alvorligt.
Inflationen nåede sit højdepunkt tilbage i oktober 2022 med en stigning på 10,1 procent. Selvom inflationen siden da er faldet med et par procenter, så forventer knap halvdelen af landets detailforretninger stadig, at priserne på madvarer vil stige de næste tre måneder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.