Birkemose Golfklub hjælper kontanthjælpsmodtagere i arbejde: Nu er de nomineret til Årets Forening 2022

Når Birkemose Golfklub tager imod flexjobbere og folk på kontanthjælp, så bruger de deres store erhversnetværk til at føre dem videre ud i permanente stillinger. Det er blandt andet for arbejdet med dette, at de nu er blevet nomineret som Årets Forening i Kolding 2022.

Club Manager Claus Valter.

Af Mikkel Mortensen

Solen står skarpt over Birkemoses lysegrønne baner, og i sin terrængående golfvogn suser en ’’greenkeeper’’ rundt på plænen. Selv uden for sæson er der samlet gæster i klubbens restaurant.

I 2019 begyndte golfklubben i Birkemose sit sociale arbejde med kontanthjælpsmodtagere. Projektet hed 19 i 19 og handlede om at få 19 kontanthjælpsmodtagere ud i job. Den daglige leder af golfklubben, Claus Valter, har et smil på læben, da han fortæller, at projektet desværre ikke lykkedes til perfektion. Det var desværre kun 18 af de 19, som deltog i projektet, der kom videre ud i job.

Golfklubbens store fællesskab

Både kommunen og klubben var dog glade for resultatet, og Claus fortsatte forløbet med midlertidige arbejdspladser til kontanthjælpsmodtagerne i Kolding. Siden da har klubben haft en masse borgere i forskellige stillinger, nogle kommer i et par timer om ugen, andre på fuldtid.

Claus lægger især vægt på den ubevidste rolle, hans fastansatte får, når de ender som mentorer for de borgere, der kommer igennem.

’’Nogle er kommet herud for at få noget at stå op til. Andre for at få mere selvtillid og selvværd. De kommer hurtigt ind i et fællesskab og begynder ligesom at blive værdsat igen på arbejdspladsen.’’

Hos golfklubben udnytter de deres store netværk af samarbejdspartnere, og mange af kontanthjælpsmodtagerne kan sendes ud til faste stillinger herefter.

Positiv feedback fra kommunen

Selvom der hos kommunens socialøkonomiske afdeling ikke længere arbejdes direkte med Birkemose Golfklub, udtaler Tine Roos, fra 19 i 19 projektet, sig meget positivt.

’’Det er en god samarbejdspartner til at kunne rumme nogle af dem, som har brug for en ekstra hånd i ryggen, for at kunne være stabil ude på et arbejdsmarked. Nogle har også bare brug for lidt højt til loftet, og lidt frisk luft for at trives.’’

Udover Birkemose Golfklub er prisens to andre nomineringer gået til Kolding Volleyball Klub og Bjert-Stenderup Skytteforening.