Kunstig intelligens i Bilka får blandet modtagelse

Bilka i Kolding Storcenter tester i øjeblikket det nye system Yoti, som skal gøre indkøbsoplevelsen bedre og mere effektiv. Forsøget har været i gang i en lille uges tid, og generelt er der god opbakning blandt kunderne. Der er dog også nogen, som er mere skeptiske.

Af Clara Bertram Hansen

Et nyt forsøg i Bilka i Kolding Storcenter, har nu kørt i en lille uges tid. Jonas-Tobias Andersen, som er afdelingsleder i Customer & People hos Salling Group, er positivt overrasket over den respons, der er kommet.

Ny teknologi møder opbakning

“Det handler om at gøre indkøbsoplevelsen endnu bedre.”

Sådan fortæller Jonas-Tobias Andersen om det nye system, som Bilka i Kolding Storcenter tester over de næste to måneder. Forsøget går ud på, at kunder ved selvbetjeningskasserne kan bede en ansigtsscanner om godkendelse, hvis de vil købe alkohol. Hvis scanneren vurderer kunden til at være over 25 år, vil man få lov til at afslutte købet. Vurderes kunden dog til at være under 25 år, vil en medarbejder komme og godkende købet manuelt, som man kender det. Teknologien bag hedder Yoti, og det er frivilligt, om man vil benytte det.

Spørger man kunderne i Bilka, er mange positive over for forsøget. Én af dem er 43-årige Anja Andersen, som er vant til at bruge selvbetjeningskasserne i Bilka.

”Jeg stoler på teknologien,” fortæller hun.

Anja Andersen har endnu ikke selv benyttet det nye system, men hun er heller ikke afvisende over for det. En anden Bilka-kunde, som gerne bruger det nye system i fremtiden, er Berit Bøge. Hun påpeger, at det kan være en fordel, fordi det kan minimere risikoen for, at unge under aldersgrænsen køber alkohol.

Det kan virke skræmmende

Andre er dog mere skeptiske. Én af dem er Mads Andersen:

”Jeg synes, det kan virke skræmmende, at man sætter sin lid til teknologien.”

Han kan dog godt se det smarte i, at man sparer bemanding og kan komme hurtigt gennem sit indkøb.

”Hvis jeg skal købe tandpasta og toiletpapir, så skal jeg bare videre i mit liv. Hvis det er en anden type forretning og noget, der kræver en anden form for service, så vil jeg da hellere snakke med mennesker,” fortæller han.

Der kan være grund til bekymring

Selvom der generelt er opbakning omkring forsøget, så kan Ernst Schraube, som er professor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, godt forstå, at der også er kunder, som er mere skeptiske over for systemet.

”Det forandrer fuldstændig vores forhold til hinanden. Der er forskel på, om det er en skærm eller et menneske, du møder.”

Ernst Schraube påpeger, at man må overveje, hvilken retning man går i med moderne teknologier, og at man bør tænke over, hvilke problemer lignende systemer kan føre med sig:

”Moderne teknologier kan hjælpe med mange ting, men der er også en fare for overvågning,” fortæller han.

Jonas-Tobias Andersen understreger i den forbindelse, at man i Salling Group er meget opmærksomme på, at det skal være helt sikkert at bruge for kunderne.

”Vi gemmer ikke nogen oplysninger. Der kan selvfølgelig stadig være enkelte, der ikke har lyst til at bruge det, og det er også helt i orden.”

Et skridt på vejen mod mere sikkerhed omkring kunstig intelligens er, ifølge Ernst Schrauber, mere lovlig regulering – både på EU-plan og i dansk lovgivning.

Fremtidsplanerne er uklare

Der er endnu ikke en plan for, hvad der skal ske, efter de to måneder er gået, og forsøget er slut. Jonas-Tobias Andersen fortæller dog, at man i Salling Group følger forsøget nøje for at undersøge, om kunderne egentlig bruger det, og om der er generel opbakning til det.