Med snittekurser i Kolding finder folk ro og fordybelse

I Kolding er bæredygtighed højt på dagsordenen, og det kan ikke kun mærkes i virksomhederne. Lars Nord Rødtnes har holdt snittekurser i 6 år, men interessen for hans projekter og produkter steg i takt med Corona pandemien. Her oplevede han flere følgere på hans sociale medier, og en øget interesse i han produkter. Han mener, at folk bliver tiltrukket af naturen og bæredygtigheden i det simple håndværk.

Af Mikkel Mortensen

I garagen på Lars’ private adresse har han mellem cykelvogne og opbevaring indrettet et værksted. Så snart man træder ind ad døren rammer duften af træspåner næsen, og gulvet er dækket i en grad, der er nærmere sildebensparket end de originale grå fliser. Det er her, at han bruger en masse tid på at forberede sig til sine kurser. Det starter med en barkdækket kævle og slutter med en fin og elegant træske. Alt dette klares ved hjælp af kun økser og knive.

Han afholder ca. seks kurser om året, hvor han inviterer mellem fem og syv kursister indenfor til fire timers bestikproduktion, på den helt gamle måde.

Træet som kur for kursister

Lars husker tydeligt da han første gang snittede, det vækkede noget i ham, og han har arbejdet med det på hobbyplan lige siden. Det udmøntede sig på et tidspunkt i en butik i Kolding by, men da Lars blev far, var det for hårdt at køre forretning. Han er uddannet pædagog og naturvejleder, og fletter nu de to uddannelser sammen med arbejdet med udviklingshæmmede.

Når folk kommer til Lars Rødtnes kurser, har han ikke en fornemmelse af at folk kommer fordi det er trendy lige nu.

’’Mine kursister er mennesker der ønsker at arbejde med det bæredygtige aspekt i produktionen af skeerne. Det handler om at komme tættere på naturen.’’

På sigt ønsker han at bruge håndværket endnu mere konstruktivt, og den meditation som hans gæster fortæller om, drømmer hobbysnedkeren om at bruge mere specifikt.

’’Netop den koncentration og ro som kurserne kræver, drømmer jeg på sigt om at bruge til at modvirke stress og psykiske lidelser.’’

Imellem Lønneberg og Kolding er tendensen også tydelig

I København har Anders Andersen firmaet Made By Anders, der udover at producere møbler, også afholder snittekurser hver 14. dag og har ugentlig sløjd undervisning for voksne i alle aldre. Her er tendensen den samme.

Snittekurserne har den københavnske snedker afholdt i 5 år. Der har været stor interesse lige fra starten, og kurset tiltrækker alt fra 25 til 70’årige. I hans arbejde med kursisterne har han oplevet en stor trang til at bruge hænderne.

’’Jeg tror i det hele taget, at tendensen er, at folk har rigtig meget lyst til at lave noget kreativt. Folk vil gerne lave noget snedkeri.’’

Lars Nord Rødtnes mener at det smukke ved arbejdet med snitning, er at skeerne aldrig er ens. Han drømmer selv om at lave den perfekte ske, men konkluderer grinene, at det nok aldrig bliver til virkelighed.