Kolding Kommune ønsker flere fuldtidsansatte i ældreplejen: Vil nå målene gennem dialog

Kolding Kommune har en plan for at skaffe de manglende ”varme hænder,” som SOSU og sundhedsarbejdere bliver kaldt i folkemunde. Planen involverer ikke højere løn, men derimod dialog mellem ledelse og arbejder. Resultatet er ikke helt som håbet.

Skrevet af Asger Borup Tjell

Stockfoto

Kolding byråd ønsker forandring i ældreplejen. De vil have færre vikarer, ved at få dialog mellem ledelse og arbejdstager, så der går flere fra deltid til fuldtid. To plejehjem har allerede taget denne dialog mellem ledelse og plejehjem, og på trods af forhøjet glæde ved at gå på arbejde, så har det ikke givet flere fuldtidsstillinger.  

Positiv effekt, men ikke fuldtid 

Et sted de har forsøgt sig med at få dialog mellem ledelse og stab til at højne arbejdsmoralen, er i plejecenteret Munkensdam i Kolding. Leder for Munkensdam Pleje- og Daghjem, Lena Schødt Sørensen fortæller at de har fokus på, om arbejdstiderne hænger sammen for medarbejderne. Hun tilføjer: 

”Det ligger i vores medarbejderudviklingssamtaler, det her med at have et bæredygtigt arbejdsliv.”

Lena Schødt Sørensen fortæller, at det betyder meget i rekrutteringsprocessen, at Munkensdam gør opmærksom på, at der er plads til dialog vedrørende arbejdstider. 

Det er dog ikke kun arbejderens tarv der tages højde for. Lena Sørensen peger på, at det er vigtigt at organisationen trives, da det i sidste ende er den der står til ansvar for de ældres ve- og vel.

”Det er med at balancere. 49 procent af det der tages højde for, er det, den ansatte gerne vil, men 51 procent af det der tages højde for, er organisationens ve og vel.” 

Dialog er vejen frem

Ifølge byrådsmedlem, og medlem af udvalget for Social og Arbejdsmarked samt Seniorudvalget, Trille Nikolajsen (V), så skal der komme flere fuldtidsansatte SOSU´er og ansatte i ældreforsorgen. Dette skal ske via dialog mellem leder og medarbejder. 

Trille Nikolajsen peger på, at også kommunen har et ansvar: 

”Vi skal give ledelsen i de enkelte afdelinger redskaberne til at kunne få højnet arbejdstilfredsheden i de enkelte afdelinger.” 

Der er dog ikke helt klarhed over, hvor det helt præcist er, at sygefraværet er størst, og dermed, hvor fokus skal lægges.

”Vi er ved at indhente erfaringer om, hvor sygefraværet er. Kommunen er jo en stor arbejdsplads.” 

Trille Nikolajsen fortæller desuden, at Koldings budget for vikarer er eksploderet, sammenlignet med landsgennemsnittet. Håbet er, at de fuldtidsansatte helt kan erstatte vikarerne, hvilket ifølge Trille Nikolajsen også er med til at højne velfærden. 

Ikke den ønskede effekt – endnu

Dialogen har ifølge Lena Sørensen skabt et bedre arbejdsmiljø, men det har endnu ikke haft det resultat Trille Nikolajsen håber på. Lena Sørensen fortæller: 

”Vi prøvede det her med at gå op i tid, men det var der ikke nogen der ønskede sig lige nu.” 

Der var efterfølgende flere, der vendte tilbage og fortalte, at de om et par år, godt kunne have lyst til at gå på fuld tid. En anden positiv effekt Lena Sørensen har oplevet, har været ved nye ansættelsessamtaler.

”Jeg har lige haft to stillinger slået op, og til begge ansættelsessamtaler, der har vi haft dialogen. Og der har begge stillinger landet på 37 timer.”

Lena Sørensen tror på, at efter et stykke tid, vil flere gå på fuld tid, men på den korte bane, og lige nu og her hjælper det ikke. 

Karin Juul Wiuff, som er leder på plejehjemmet Birkebo har samme oplevelse som Lena Sørensen. Karin Wiuff fortæller ligesom Lena Sørensen, at der ikke decideret er kommet flere fuldtidsansatte ud af initiativet med dialog. Den ene fuldtidsstilling der er kommet, afviser hun er et produkt af dialogen. 

Dog vil Karin Wiuff ikke afvise, at der på sigt kan komme flere fuldtidsstillinger ud af det, men hun mener, at som det er lige nu, så er det ikke noget de ansatte generelt ønsker. 

Trille Nikolajsen forventer at kunne se forandringer i antallet af fuldtidsstillinger, allerede senere i år. Men om de ældres trivsel er blevet bedre, ved Trille Nikolajsen ikke noget om.